Udenlandsk arbejds­kraft er en succes, men for mange har dårlige vilkår

Vi er ikke imod udlændinge på arbejdsmarkedet – men det er helt afgørende, at det sker på ordnede vilkår: Samme løn, vilkår og rettigheder som danskere samt acceptable boligforhold, mens de arbejder her.

8. januar, 2025
Debatindlæg

I sit indlæg i Børsen den 18. december fremhæver Copenhagen Capacitys direktør Asbjørn Overgaard, at udenlandsk arbejdskraft har været en økonomisk succes for Danmark – og at der derfor er behov for at åbne yderligere op.

Udenlandsk arbejdskraft er nødvendigt i mange sektorer – også i byggeriet. Men problemet med Asbjørn Overgaards analyse er, at han i sin iver efter at forbedre rekrutteringen af højtuddannede specialister også åbner op for en strøm af kortuddannede eller ufaglærte migrantarbejdere. For en meget stor dels vedkommende arbejder de ikke under ordnede vilkår.

Særligt byggebranchen – men også hotel- og restaurationsbranchen – er præget af omfattende arbejdskriminalitet og social dumping, som svækker tilliden til det danske arbejdsmarked.

Vores udenlandske kolleger har fire gange så stor risiko for at dø på arbejdet. De arbejder alt for mange timer, bliver underbetalt, og særligt dem fra tredjeverdenslande bliver tvunget til at tilbagebetale store summer til de bagmænd, der har skaffet dem til landet.

Det er ikke bekendt med de danske regler og deres rettigheder. De befinder sig ofte i en sårbar position, hvor de ikke kan stille krav om bedre vilkår, fordi risikoen for at miste deres job eller blive sendt hjem er overhængende.

Derfor er det nødvendigt med en særlig beskyttelse af udenlandske arbejdstagere.

Det så vi i Den Sorte Svane. Det så vi i Underdanmark og For statens regning. Det hørte vi på Folketingets høring om migrantarbejdere på Christiansborg sidste måned. Og det dokumenterede Aalborg Universitet i deres 250 sider lange afdækning af forholdene i byggebranchen.

I fagbevægelsen anerkender vi, at udenlandsk arbejdskraft spiller en afgørende rolle i dansk økonomi.

Vi er ikke imod udlændinge på arbejdsmarkedet – men det er helt afgørende, at det sker på ordnede vilkår: Samme løn, vilkår og rettigheder som danskere samt acceptable boligforhold, mens de arbejder her.

Der er allerede særdeles gode muligheder for det i dag. Som Asbjørn Overgaard selv påpeger, er der allerede kommet 400.000 udlændinge til landet.

Men hvis man vil åbne yderligere op for ufaglært arbejdskraft i byggeriet, plejesektoren og hotelbranchen, kræver det, at man først begynder at behandle dem, der allerede er her, ordentligt.

 

Indlægget er bragt i Børsen den 7. januar 2025.

Om forfatteren
Claus von Elling
formand for Danske Byggefag
Claus von Elling er uddannet tømrer og formand for Danske Byggefag og formand for 3F Byggegruppen.