Hvordan sikrer vi, at medicinalindustrien får de specialister, den mangler, og at den offentlige sektor får de varme hænder, den har brug for, uden at vi samtidig slår sammenhængskraften på arbejdsmarkedet i stykker med massiv, hovedløs import af ufaglært arbejdskraft.
Valgkampen er slut og spillet om ministerposterne er i gang.
Selvom de store medier havde travlt med at gøre valgkampen til et valg om drikkevand og dyrevelfærd, foregik der parallelt en vigtig debat under radaren: Debatten om udenlandsk arbejdskraft og fremtiden for det danske arbejdsmarked.
For spørgsmålet er ikke, om vi skal have udenlandsk arbejdskraft – men hvordan.
Hvordan sikrer vi, at medicinalindustrien får de specialister, den mangler, og at den offentlige sektor får de varme hænder, den har brug for, uden at vi samtidig slår sammenhængskraften på arbejdsmarkedet i stykker med massiv, hovedløs import af ufaglært arbejdskraft.
Det er selvfølgelig helt afgørende, at det nye folketing hurtigst muligt for gennemført certificeringsordningen, som der stadigvæk er stor opbakning til.
Men der skal mere til. For i en række brancher, ikke mindst byggeriet, ser vi et stigende pres. Udenlandsk arbejdskraft bliver i nogle tilfælde udnyttet, underbetalt og brugt til at konkurrere på vilkår, som danske lønmodtagere ikke kan – eller skal – matche.
Det rammer både de udenlandske medarbejdere og de danske lønmodtagere. Og det udfordrer fundamentet under den danske model.
Netop derfor er det opsigtsvækkende, at der i valgkampen er opstået et politisk overlap på tværs af blokkene. Fra Enhedslisten til DF, har der været forslag om at sætte forskellige værn. En ny regering bør gribe den mulighed for at lande en bred aftale.
For der ligger allerede en række konkrete løsninger klar:
Moderaterne har stået fadder til krav om overenskomst ved rekruttering af arbejdskraft fra tredjelande. Det sikrer, at virksomheder kun kan hente arbejdskraft udefra, hvis de allerede lever op til danske løn- og arbejdsvilkår – og forhindrer import af billig arbejdskraft til underbetaling.
Dansk Folkeparti har sammen med SF foreslået ID-kort i de mest udsatte brancher. Et simpelt redskab, der gør det muligt at se, hvem der arbejder hvor, og for hvilken virksomhed. Det styrker kontrollen og gør det langt sværere at gemme sig i gråzoner og ulovlige konstruktioner.
Socialdemokratiet har ønsket hårdere straffe for arbejdskriminalitet. I dag er sanktionerne ofte så lave, at de bliver betragtet som en driftsomkostning. Hvis vi vil kriminaliteten til livs, skal konsekvenserne være mærkbare, både økonomisk og juridisk.
Enhedslisten har ønsker opgør med løsarbejdere og falske selvstændige. Når arbejde reelt udføres som lønmodtagerarbejde, skal det også være ansat som sådan. Udbredelsen af falske selvstændige og løsarbejdere skaber utryghed, presser vilkår og underminerer rekrutteringen til faglærte uddannelser.
Og SF og Enhedslisten ønsker en begrænsning af underleverandørkæder. Lange og komplekse kæder bruges i dag til at placere ansvar så langt væk, at ingen reelt står til ansvar. Kortere kæder giver gennemsigtighed og gør det muligt at håndhæve reglerne.
Det er ikke radikale forslag. Det er sund fornuft.
Danske lønmodtagere har en berettiget forventning om, at politikerne tager ansvar for et arbejdsmarked, der i årevis er blevet åbnet uden tilstrækkelig kontrol.
Vil politikerne involvere arbejdsmarkedets parter, er vi i fagbevægelsen selvfølgelig klar til at tage ansvar. Vi er ikke imod udenlandsk arbejdskraft. Vi er ikke imod konkurrence.
Og vi er ikke imod forandring.
Men vi er imod, at man ved at lade stå til, risikerer at slide den danske model op indefra.
Spørgsmålet er nu, om Christiansborg kan løfte sig over blokkene, og finde fælles fodslag om det, der burde være fælles: ordnede forhold på det danske arbejdsmarked.
Indlægget er bragt i Dagbladet Børsen den 31. marts.
