Når Danmark bygger stort, skal vi også bygge erfaring op

Supersygehusene viser, hvor dyrt og vanskeligt det er at bygge stort uden samlet erfaring og stærk koordinering. Derfor bør Danmark opbygge en stærkere statslig kapacitet, før de næste megaprojekter går i gang.

I denne uge åbnede det nye universitetshospital i Aalborg officielt. Det markerer afslutningen på det største offentlige byggeprojekt i Nordjyllands historie – men også begyndelsen på en vigtig diskussion om, hvordan Danmark organiserer store og komplekse bygge- og anlægsprojekter fremover.

For Danmark står over for massive offentlige investeringer i de kommende år. Der skal investeres i forsvar, klimasikring, energiinfrastruktur, renovering og energieffektivisering af bygninger, Lynetteholm og nye energianlæg.

Det bliver ikke enkeltstående projekter, men mange samtidige milliardinvesteringer med høj kompleksitet og stor samfundsmæssig betydning.

Derfor er erfaringerne fra supersygehusene værd at tage alvorligt.

Byggeriet af hospitalet i Aalborg har været en lang og dyr proces, hvor både tidsplan og budget er skredet. Samtidig oplever medarbejdere og patienter fortsat udfordringer i den tidlige driftsfase. Det er ikke et særtilfælde.

Næsten alle supersygehuse har været præget af forsinkelser, stigende omkostninger og vanskelige byggeprocesser. I Odense og Køge har der blandt andet været udfordringer med koordinering og brugen af udenlandsk arbejdskraft, mens projektet i Hillerød er blevet markant dyrere end planlagt.

Det er derfor befriende ærligt, når den nordjyske regionsrådsformand Mads Duedahl (V) i P1 peger på, at opgaven muligvis har været for stor og for kompleks for regionerne. Og det blev ikke bedre af at man har lavet de fem supersygehuse parallelt.

Når store byggerier bliver presset på tid, økonomi og koordinering, mærkes det ikke kun i regnearkene. Det mærkes også på byggepladsen. Uklare tidsplaner, mange grænseflader mellem forskellige entreprenører og skiftende projektkrav skaber tidspres, fejl og dårligere arbejdsvilkår. Det går ud over sikkerheden og kvaliteten.

Samtidig er det skatteborgernes penge, der finansierer projekterne. Når budgetterne skrider, bliver regningen sendt videre til fællesskabet.

Pointen er ikke at placere skyld eller være bagklog. Supersygehusene er blevet til i et marked præget af høj efterspørgsel på arbejdskraft, coronavirus, stigende materialepriser og høje teknologiske krav. Den slags udfordringer vil også præge fremtidens store projekter.

Men en afgørende læring er at ingen i regionerne havde erfaringer med at lede et byggeri af den størrelse og kompleksitet.

Netop derfor bør erfaringerne bruges konstruktivt.

En interessant idé er at opbygge en stærkere statslig kapacitet til store bygge- og anlægsprojekter. Ikke for at centralisere alt ansvar, men for at sikre, at erfaringer og kompetencer ikke går tabt fra projekt til projekt. Det er en opgave for en ny regering at sikre.

Her er både Sund & Bælt og Vejdirektoratet relevante eksempler på værdien af permanente statslige bygherreorganisationer, hvor erfaring med udbud, kontraktstyring og risikohåndtering samles og videreføres fra projekt til projekt.

Det vil ikke fjerne fejl og forsinkelser. Store byggerier vil altid indebære usikkerhed. Men en stærkere organisatorisk kapacitet kan gøre Danmark bedre til at håndtere kompleksiteten, særligt når mange store projekter skal gennemføres samtidig.

For vi kommer til at bygge stort igen. Og næste gang bør vi stå stærkere organisatorisk, end vi gjorde sidst.

Indlægget er også bragt i Nordjyske.