Katastrofalt at udskyde asbestregler

Vi vil gerne på det kraftigste advare politikerne om at udskyde implementeringen af de her regler yderligere.

16. september, 2024
Debatindlæg

Opgaven med at omstille sig til nye asbestregler, der træder i kraft ved årsskiftet, er for omfattende og bør udskydes et år.

Det er budskabet fra administrerende direktør i Swisspearl Danmark, Jens Engbo Norddal og administrerende direktør i Danske Byggecentre, Palle Thomsen, her i Altinget.

Vi vil gerne på det kraftigste advare politikerne om at udskyde implementeringen af de her regler yderligere.

Vi genkender naturligvis den kæmpestore efterspørgsel, der er lige nu, på at få fjernet de gamle asbesttage.

Det er en omfattende opgave, og det er naturligvis positivt at mange har fået øjnene op for problemet – og gerne vil gøre noget ved det.

Vi vil i BAT-kartellet – en sammenslutning af syv fagforbund for landets byggearbejdere – gerne på det kraftigste advare politikerne om at udskyde implementeringen af de her regler yderligere.

Asbest er dødsens farligt, og jo mindre af det der bliver håndteret uden de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger jo bedre.

Der er behov for flere tiltag til at få asbesten registreret og fjernet på sikker vis.

Det er lovgivning, der kommer mange år for sent

Men for at tage toppen af den aktuelle efterspørgsel på håndværkere, så foreslår vi i stedet, at regeringen, der jo har foreslået at genindføre BoligJobordningen, det såkaldte håndværkerfradrag, åbner op for at man kan bruge det til også at fjerne for eksempel tage, badeværelser eller gamle køkkener, som er bygget med asbest.

Det mener vi kunne tage toppen af det behov for hastværk, som mange boligejere åbenbart har for at få arbejdet gjort billigt.

For i vores øjne taler vi om en lovgivning, der kommer mange, mange år for sent.

Regler som vi har været med til at presse igennem for at forhindre lungehindekræft, der hvert år rammer halvanden hundrede danskere.

Asbest kan desuden, ifølge Kræftens Bekæmpelse, være medvirkende årsag til at udvikle kræft i lunger, strube og æggestokke.

Et konservativt skøn siger at 300 danskere hvert år dør af asbestforurening, men tallet kan ifølge europæiske beregning være så højt som 1.300 dødsfald per år, hvis man regner alle sygdomstyper med. Til sammenligning døde der sidste år 162 danskere i trafikken.

Vi ved fra seneste målinger, som Arbejdstilsynet har fået lavet, at arbejde med fjernelse af bølgeeternittage med asbest, støver langt over grænseværdien.

Det er ikke kun et problem for de håndværkere, som bliver udsat for støvet, men også for de familiemedlemmer, naboer og andre, som kan risikere at skulle indånde asbeststøv som ikke er håndteret ansvarligt.

Ingen indikation på, at de ikke kan nå det

Heldigvis har store dele af byggebranchen taget det her meget alvorligt, og er allerede i fuld gang med at uddanne deres medarbejder og intet indikerer, at de ikke kan nå det.

Vi skal også huske, at mange, der i dag arbejder med fjernelse af asbest, har uddannelsen, så der er ikke tale om en ny uddannelse.

Der er tale om et meget kort uddannelsesforløb.

Det tager to dage for den faglige ansvarlige og fire dages uddannelse til dem, der skal fjerne asbesten, og i øvrigt har rigtig mange af de danske byggevirksomheder i forvejen et kvalitetssikringssystem.

Der er virkelig ikke tale om, at man skal ud og opfinde den dybe tallerken.

En udskydelse af de vedtagne tiltag, er den helt forkerte vej at gå. Ikke bare for de danske bygningsarbejdere, men også de danske familier og boligejere som uvidende risikerer deres liv og helbred.

 

Indlægget, der også er bragt i Altinget, er skrevet af:

Claus von Elling, formand for BAT-kartellet og 3F Byggegruppen
Christian Rosenkvist Elgaard, næstformand for BAT-kartellet og næstformand i Dansk El-Forbund
Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik & Rørarbejderforbundet
Jannik Frank Petersen, forbundsformand i Teknisk Landsforbund
Tonny Olsen, forbundsformand i Malerforbundet
Kim Jung Olsen, formand for HK Privat
Keld Bækkelund Hansen, forbundssekretær i Dansk Metal

Om forfatteren
Claus von Elling
Claus von Elling
Claus von Elling er formand for Danske Byggefag og formand for 3F Byggegruppen.