Klausuler i byggeriet

Arbejdsklausuler eller sociale klausuler er der de kontraktbestemmelser, hvor bygherren stiller krav til entreprenøren eller leverandøren om at leve op til en række sociale, arbejdsmæssige forpligtelser, som f.eks. fair løn, uddannelsesforpligtelser og ordentlige arbejdsforhold.

Klausuler er et helt afgørende redskab til at bekæmpe social dumping og arbejdskriminalitet. Det kræver at man vælger de rigtige klausuler og samtidig sikrer, at de kan håndhæves.

De er især de offentlige bygherrer som i dag benytter sig af sociale klausuler, men de bliver stadig mere udbredte blandt private bygherrer som ønsker at understøtte et socialt bæredygtigt byggeri, herunder eksempelvis pensionsselskaber.

Derfor er klausuler vigtige for lønmodtagerne

Byggebranchen er en sektor, hvor risikoen for underbetaling, dårlige arbejdsvilkår og manglende sikkerhed er høj, særligt for udenlandske arbejdere.

Sociale klausuler er et effektivt værktøj til at sikre, at ansatte i byggeriet får en løn, de kan leve af, samt at de arbejder under ordentlige forhold.

Det betyder blandt andet, at danske og udenlandske virksomheder konkurrerer på fair vilkår, hvilket er afgørende for at undgå et ræs mod bunden.

Klausuler understøtter den danske model og er med til at sikre, at det er arbejdsmarkedets parter der forbliver de centrale aktører i reguleringen af byggebranchen.

Disse klausuler bør anvendes

I teorien kan en bygherre og en virksomhed indgå en aftale om en uendelig mængde af krav og pligter, så længe det ikke strider mod gældende lovgivning. Det er således kun fantasien der sætter grænser.

I Danske Byggefag er det afgørende ikke antallet af klausuler, der bliver lavet aftaler om, men hvordan de enkelte klausuler effektivt bliver håndhævet til fordel for medarbejderne.

Vi anbefaler dog, at bygherre og entreprenører som minimum laver klausuler om.

  • Løn- og arbejdsforhold

En arbejdsklausul fremsætter klare betingelser for at eventuelle underentreprenører skal overholde gældende overenskomstmæssige forhold på byggeriet, når det kommer til løn og arbejdsvilkår.

Derudover opstiller klausulen krav til dokumentation for ovenstående og muligheder for bod.

  • Arbejdsmiljø

En klausul der fastlægger de spilleregler om arbejdsmiljø, der skal følges af de virksomheder, der skal udføre opgaven for bygherren.

Arbejdsmiljøklausuler og arbejdsmiljømål handler grundlæggende om at sikre, at alle lever op til arbejdsmiljølovens krav. Det er heri oplagt, at klausulen også indeholde sanktioner, der træder i kraft ved manglende efterlevelse, f.eks. bod eller udelukkelse.

  • Krav om brug af lærlinge

Lærlingeklausul kan benyttes i udbud til at fastsætte et krav om antal lærlinge på et givent bygge- eller anlægsprojekt samt måden hvorpå disse bliver fulgt op på løbende.

Brug de rigtige klausuler

Indholdet i arbejdsklausulerne udvikler sig i takt med byggebranchen.

I Danske Byggefag anbefaler vi bygherrer, at de tilpasser deres klausuler til det risikobillede de arbejder i, f.eks. vil der på byggerier med mange underleverandører, være behov for et skærpet fokus på gennemsigtighed, kontrol samt adgang til data.

Andre steder vil det være mere relevant med fokus på at sikre et sikkert arbejdsmiljø eller på uddannelse af nye lærlinge.

I den norske hovedstad Oslo  stiller kommunen krav om brug af ID-kort, krav om brug af fastansat, faglært arbejdskraft, krav til medarbejdernes sprogkundskaber, krav til antallet af led i entreprisekæder samt krav om norsk bankkonto.

Man kan også stiller krav om at bygherren i samarbejde med kommune, jobcenter etc. forsøger at skaffe folk på kanten af arbejdsmarkedet i beskæftigelses.

Generelt henviser vi til de standardklausuler som er udviklet af Byggeriets samfundsansvar. Derudover har Københavns Kommune udviklet nogle præcise klausuler, som bygherre med fordel kan lade sig inspirere af.

Håndhævelse af klausuler er vigtigt

Klausuler har kun en værdi, hvis de bliver efterlevet. Desværre ser vi ofte, at virksomheder omgår reglerne eller direkte ignorerer dem, hvis der ikke er en effektiv kontrol.

Derfor er det afgørende, at offentlige og private bygherrer sikrer en grundig overvågning af, om de klausuler de har indgået, også bliver overholdt.

Dette kan ske gennem skærpede kontrolmekanismer, bedre samarbejde mellem myndigheder og fagforeninger samt hårde sanktioner for overtrædelser.

Uden effektiv håndhævelse bliver klausuler blot fine ord på et stykke papir uden reel betydning.