ID-kortet er et afgørende redskab til at sikre danske løn- og arbejdsvilkår på byggepladser i det ganske land.
Regeringen og Folketingets partier har netop indgået en aftale om rammerne for at indføre et ID-kort i bygge- og anlægsbranchen.
Det hilser vi i Danske Byggefag – sammenslutning af syv fagforbund med medlemmer i byggebranchen – velkommen. Et fælles ID-kort har længe været et stort ønske for store dele af byggebranchen.
Men det er samtidig vigtigt at understrege, at arbejdet med at få det nye kort ud at virke i virkeligheden skal ske hurtigt og i tæt samarbejde med både arbejdsgiverne og lønmodtagerne og branchens øvrige interessenter.
ID-kortet er et afgørende redskab til at sikre danske løn- og arbejdsvilkår på byggepladser i det ganske land. Kortet skal sikre, at myndigheder og virksomheder kan kontrollere, hvem der arbejder hvor, hvor længe de er der – og hvem der har ansvaret for dem.
Med ID-kortet bliver det samtidig markant sværere for illegal arbejdskraft og organiserede kriminelle at finde vej ind i byggebranchen, og det bliver lettere at håndhæve regler om løn, sikkerhed og ansvar. Det vil styrke konkurrencen og bidrage til et billigere og bedre byggeri.
”Det er vigtigt, at vi får et kort, som lønmodtagerne kan se sig selv i. Derfor er vi i Danske Byggefag klar til at bidrage i arbejdet med den konkrete udformning, og vi glæder os til at indgå i arbejdet med at få ID-kortet op at køre hurtigst muligt,” siger Claus von Elling, formand for Danske Byggefag.
I dag er mange af de store aktører i gang med at udvikle egne løsninger og systemer. Men hvis hvert firma går sin egen vej, risikerer branchen både at bruge unødige ressourcer og at skabe forvirring, når et fælles ID-kort alligevel bliver virkelighed.
”Vi kan ikke have, at nogle trykker på pauseknappen, mens andre bruger millioner på hver deres system. Det er spild af tid og penge. Der skal tempo på processen, og der skal vælges én samlet model, som alle kan bruge,” siger Claus von Elling.
”Et ID-kort er ikke raketvidenskab. Et kort magen til det, politikerne efterspørger, findes allerede i både Sverige, Norge, Belgien og en række andre lande. Danmark skal ikke udvikle vores eget, men kan købe noget, der allerede virker.”
”Uanset om løsningen bliver branchebaseret eller statslig, er det afgørende, at vi får en ubureaukratisk, sikker og skalerbar model. Et ID-kort skal hjælpe både virksomheder, myndigheder og ansatte, ikke drukne i papirarbejde,” siger Claus von Elling, som ser frem til, at ID-kortet senere vil kunne udbredes til resten af byggebranchen og til andre brancher, hvor der er risiko for svindel og underbetaling.
Baggrund
Den nye aftale om en styrket indsats mod social dumping blev indgået den 8. oktober 2025.
Aftalen betyder, at bygherrer fremover skal sikre ID-kort på alle offentlige og private byggeprojekter over 100 mio. kr. Kortet skal indeholde oplysninger om både medarbejder og arbejdsgiver og registrere ind- og udtjekning på byggepladsen.
Hvis branchen selv ønsker at udvikle en fælles løsning, skal den være klar senest i 2028 – ellers indfører staten et system senest i 2030.