ID-kortet vil gøre det nemmere at kontrollere, hvem der er på byggepladserne, og hvem deres arbejdsgiver er. Vi tror på, at den øgede gennemsigtighed vil styrke kontrollen med underbetaling, udnyttelse og arbejdskriminalitet.
Folketinget har torsdag den 3. september vedtaget loven om ID-kort på store byggepladser.
Det er et vigtigt skridt i kampen for ordnede forhold, mere gennemsigtighed i byggebranchen og en kæmpe sejr for fagbevægelsen.
Politikerne på Christiansborg har netop vedtaget ID-kort i byggeriet.
For Danske Byggefag er vedtagelsen kulminationen på næsten to årtiers arbejde for at få et ID-kort indført i den danske byggebranche.
”Det har vi som bygningsarbejdere kæmpet for i 20 år, så det er fantastisk, at det nu endelig bliver en realitet. Det er en kæmpe sejr for fagbevægelsen og ikke mindst for medlemmerne af de syv forbund i Danske Byggefag, som gennem mange år har presset på for at få mere gennemsigtighed på de danske byggepladser,” siger formand for Danske Byggefag Claus von Elling.
Claus von Elling påpeger desuden, at ID-kortet kan blive et vigtigt redskab i myndighedernes indsats.
”ID-kortet vil gøre det nemmere at kontrollere, hvem der er på byggepladserne, og hvem deres arbejdsgiver er. Vi tror på, at den øgede gennemsigtighed vil styrke kontrollen med underbetaling, udnyttelse og arbejdskriminalitet. Det bliver sværere at gemme sig i lange og uigennemsigtige kæder af virksomheder og underentreprenører,” siger Claus von Elling.
Med den nye lov bliver ID-kortet obligatorisk på byggeprojekter med en entreprisesum på over 100 millioner kroner.
ID-kortet skal styrke gennemsigtigheden på byggepladserne og særligt mulighederne for at kontrollere illegalt arbejde, udnyttelse og arbejdskriminalitet. Det skal blandt andet gøre det nemmere at fastslå, hvem der arbejder på en byggeplads, og hvilken virksomhed den enkelte arbejder for.
Tak til politikere, bygherrer og arbejdsgivere
Danske Byggefag takker de partier og politikere, der har stemt for loven og dermed været med til at gøre ID-kortet til virkelighed.
Samtidig fremhæver Danske Byggefag det konstruktive samarbejde med byggebranchens øvrige parter.
”Tak til de politikere, der har stemt for det her. Og ikke mindst tak til bygherrerne og arbejdsgivernes organisationer, som er gået konstruktivt ind i arbejdet med at etablere en løsning, der kan fungere i praksis, og som hele branchen kan se sig selv i. Det er vigtigt, hvis ID-kortet skal få den effekt, vi alle ønsker,” siger Claus von Elling.
Næste mål: ID-kort på alle byggepladser
Selv om vedtagelsen er en stor milepæl, er arbejdet ikke slut for Danske Byggefag.
Nu fortsætter arbejdet med, at erfaringerne fra de store byggerier bliver brugt til at udbrede ordningen til resten af byggebranchen.
”Det her er et meget vigtigt første skridt. Vores mål er fortsat, at ID-kortet bliver udbredt til alle byggepladser. Behovet for gennemsigtighed og ordentlige forhold stopper ikke ved byggeprojekter til 100 millioner kroner. I første omgang skal vi gøre det muligt for alle virksomheder og bygherrer frivilligt at tilslutte sig kortet,” siger Claus von Elling.