Arbejdsmiljø: Håndværkerfradraget bør bruges til at fjerne giftig asbest

Mange hundrede danskere dør hvert år som følge af asbestforurening fra gamle tagplader, ventilationsanlæg eller fliseklæb. Derfor er det vigtigt, at vi får asbesten væk så hurtigt som muligt.

21. august, 2024
Debatindlæg

Venstres ide om at genindføre håndværkerfradraget bør bruges til at tage livtag med giftige bygninger. I byggefagene i BAT-Kartellet er vi principielt tilhængere af håndværkerfradraget.

Det sikrer, at nødvendigt arbejde bliver udført, og det mindsker sort arbejde. Men først og fremmest så er det et vigtigt redskab, som kan bruges til at skrue op for byggeriet under en lavkonjunktur.

Lige nu er der travlt i byggeriet, og mange har svært ved at følge med. Man kan derfor diskutere, om timingen lige nu er den rigtige, eller om man hellere skulle vente lidt.

Hvis håndværkerfradraget skal gennemføres nu, vil vi derfor anbefale, at ordningen målrettes mest muligt i retning af de vigtigste tiltag. Dels i forhold til klimatilpasning og energirenovering, som regeringen selv peget på, men også at der åbnes for, at håndværkerfradraget også skal kunne bruges til at fjerne asbest både inde og ude.

Mange hundrede danskere dør hvert år som følge af asbestforurening fra gamle tagplader, ventilationsanlæg eller fliseklæb. Derfor er det vigtigt, at vi får asbesten væk så hurtigt som muligt.

Den nye autorisationsordning for asbest gør arbejdet med asbest mere sikkert, men det understreger også behovet for, at det bliver udført af virksomheder, som ved, hvad de laver. Her ville en hjælpende hånd fra Skatteministeriet være særdeles velkommen.

I BAT-Kartellet og blandt de danske byggeforbund ser vi frem til at bidrage til det fremtidige arbejde.

Indlægget er bragt hos Avisen Danmark.

Om forfatteren
Søren Sand Kirk
Direktør i Danske Byggefag
Søren Sand Kirk er direktør i Danske Byggefag
Billede af Søren Sand Kirk!