Gennemsigtighed er fundamentalt for en stærk og sund byggebranche
Vil byggebranchen social dumping til livs, skal der indføres et nationalt ID-kort til alle medarbejdere på danske byggepladser.
Social dumping og illegal arbejdskraft er blandt de største udfordringer for den danske byggebranche.
Senest har vi i dokumentaren Underdanmark set eksempler på, hvordan udenlandsk arbejdskraft anvendes til malerarbejde under forhold, der sætter både arbejdsmiljø og fair konkurrence under pres.
Ifølge Rockwoolfonden befinder der sig over 20.000 illegale arbejdere i Danmark. Hvor mange af dem, der arbejder i byggeriet, er svært at sige – men byggebranchen har længe været sårbar overfor denne problematik.
Det er en udfordring for både medarbejdere og mestre.
De danske håndværksmestre presses af en unfair konkurrencesituation, hvor dem, der snyder systemet, kan tilbyde ydelser til priser, som ansvarlige virksomheder ikke kan matche.
Og for medarbejderne fører det til et usundt pres på både lønninger og arbejdsforhold og skader tilliden til branchen. Det er ikke blot et problem for håndværksmestrene og byggearbejdere, men for hele samfundet.
Vi i Danske Byggefag og Dansk Håndværk mener, at branchen selv skal tage ansvar – men at politiske initiativer også er nødvendige for at sikre lige konkurrencevilkår.
Derfor opfordrer vi til at indføre et nationalt ID-kort til alle medarbejdere på danske byggepladser. Et sådant ID-kort vil skabe den nødvendige gennemsigtighed og bidrage til, at både arbejdsgivere og myndigheder ved, hvem der opholder sig på byggepladsen.
Gennemsigtighed og fair konkurrence er fundamentalt for en stærk og sund byggebranche, hvor godt håndværk kan trives uden truslen om ulige konkurrence.
Vi opfordrer til, at ID-kortet indføres på en smart og effektiv måde, der gør det let for virksomhederne at håndtere – uden unødigt bureaukrati og papirarbejde.
En digital løsning, der kan integreres med eksisterende systemer, vil være optimal og kunne skabe en enkel, men stærk sikkerhedsbarriere mod social dumping.
Vi håber, at regeringen vil gribe denne mulighed for at støtte håndværkere og mestre i kampen mod ulovlig arbejdskraft og for fair konkurrence på byggepladserne.
Indlægget er skrevet sammen med adm. direktør Morten Frihagen fra Dansk Håndværk. Dansk Håndværk er arbejdsgiverforening for små og mellemstore virksomheder inden for håndværk, byggeri, og industri.
Indlægget er også bragt i BygTek.