Det er positivt, at beskæftigelsen er høj – også i en tid på året, hvor ledigheden traditionelt stiger.
Bygge- og anlægsbranchen oplever fortsat meget lav ledighed.
Nye tal fra A-kasserne i byggebranchen viser, at ledigheden i september 2025 var på blot 2,2 pct. – et fald fra 2,4 pct. året før. Det svarer til 119 færre ledige.
Danske Byggefag – samarbejdsorganisation for de syv førende fagforbund på byggeområdet – glæder sig over udviklingen, men peger samtidig på nødvendigheden af, at virksomhederne tager ansvar for at sikre fremtidens arbejdskraft.
”Det er positivt, at beskæftigelsen er høj – også i en tid på året, hvor ledigheden traditionelt stiger. Der er ingen tegn på at den vil stige på den korte bane. Der er fortsat gang i byggeriet, i klimasikring og energieffektivisering.
”Vi ser ind i en fremtid med øget international konkurrence om bygningsarbejdere, og derfor skal vi sikre, at byggeriet bliver mere produktivt, flere bliver i faget og at flere unge vælger en erhvervsuddannelse,” siger Søren Kirk, direktør i Danske Byggefag.
Blandt Danske Byggefags forbund og forskellige faggrupper er der store forskelle på udviklingen.
Murerne i 3F har oplevet det største fald i ledigheden på -0,7 procentpoint, mens struktører, der også er i 3F, har set en stigning på 0,3 procentpoint. De øvrige faggrupper ligger relativt stabilt.
Ikke rekord, men stadig meget lavt
Selvom den samlede ledighed i bygge- og anlægsbranchen på 2,2 pct. i september 2025 er lav, er den dog ikke helt på niveau med den absolutte rekord i juni 2022, hvor ledigheden var helt nede på 1,7 pct.
For 10 år siden i september 2015 var ledighedsprocenten på 3,1 pct.
Ændring i ledighed blandt forbund (september 2024 – 2025)
3F Murere: -0,7 pct.-point
Malerforbundet: -0,6 pct.-point
Blik og Rørarbejderforbundet: -0,5 pct.-point
3F Øvrige: -0,1 pct.-point
Dansk El-Forbund: 0,0 pct.-point
3F Tømrere: 0,1 pct.-point
3F Struktører: 0,3 pct.-point