Europa-Parlamentet har muligheden for at dæmme op for snyd og svindel i byggebranchen.
Organiserede kriminelle har flyttet deres lyssky aktiviteter ind i byggebranchen med fakturafabrikker, hvidvask, trusler og vold og ikke mindst grov udnyttelse af vores udenlandske kollegaer.
Det rammer både vores udenlandske kollegaer, og det presser løn- og arbejdsvilkårene for vores medlemmer.
Lange kæder af underentrepriser gør det ikke alene umuligt for os i fagbevægelsen, men også̊ for Arbejdstilsynet, Skat og andre myndigheder at afgøre, hvem der i virkeligheden arbejder for hvem.
Et byggeri består som regel af en bygherre, der får en hovedentreprenør til at opføre et byggeri. Det er de færreste hovedentreprenører, der selv har medarbejdere til at udføre opgaven, og derfor hyrer de mindre firmaer til at stå for murerarbejdet, VVS eller malerarbejdet.
Hvis de firmaer heller ikke har hele mandskabet eller de rigtige kompetencer til opgaven, indhenter de endnu en underentreprenør. Det betyder, at der på et byggeri af en helt almindelig etageejendom nemt kan være 50 forskellige virksomheder på én gang.
Det er selvsagt ret kompliceret at følge med i, og det er oftest her, at svindel, underbetaling og udnyttelse finder sted. Jo flere led der er i den kæde af leverandører, jo større er risikoen for uregelmæssigheder.
Mange danskere har ved selvsyn set problemerne på TV i dokumentarer som Den Sorte Svane, Underdanmark og På Statens regning, som mest af alt virker som krimi-film, men for kendere af byggebranchen er det desværre blevet hverdag.
Den 12. februar skal Europa-Parlamentet stemme om den såkaldte Danielsson-rapport. Den har en række anbefalinger til brugen af underleverandører, mandskabsbureauer samt begrænsninger på antallet af led i kæden.
Det er efter vores stærkeste overbevisning en rapport, som vil styrke gennemsigtigheden i risikobrancher og arbejdstagernes rettigheder. Derudover vil den sende et vigtigt signal til EU-Kommissionen, som netop nu skal beslutte sig for, hvordan man skaber et mere fair europæisk arbejdsmarked.
Vi anbefaler, at de danske medlemmer af EU-Parlamentet – og alle de andre – støtter op om rapporten.
For der er behov for politisk handling, så vi får en mere fair spillebane, hvor seriøse danske virksomheder ikke udkonkurreres af udenlandske svindlere. Det er ikke et spørgsmål, om man stemmer højre eller venstre, men om at skabe en ordentlig og stærk dansk og europæisk byggebranche.
Indlægget er skrevet af Claus von Elling, formand for 3F Byggegruppen og formand for Danske Byggefag, Henrik W. Petersen, formand for Blik- og Rørarbejderforbundet, Christian Elgaard, næstformand for Dansk El-Forbund og næstformand for Danske Byggefag samt Tonny Olsen, formand for Malerforbundet.
Indlægget er bragt i Netavisen Pio.