Organisering af udenlandske kolleger på Femern-byggeriet
Dansk Byggefag har den koordinerende rolle for de syv medlemsforbund, der alle arbejder med at organisere medarbejderne på Femern Bælt-forbindelsen.
Byggeriet
Femern Bælt-forbindelsen er Danmarks største infrastrukturprojekt. Den 18 km lange sænketunnel, som kommer til at forbinde Lolland i Danmark og Puttgarden på øen Fehmarn i Tyskland, bliver verdens længste af slagsen.
Udgravningen af tunnelrenden begyndte i 2020 på dansk side, og året efter på tysk side. I 2021 startede anlægsfasen af elementfabrikken, og i 2023 indgik byggeriet i en ny fase, da man påbegyndte støbningen af de første elementer. Byggeriet forventes at stå færdigt i 2029.
Projektet beskæftiger pt. ca. 3.500 medarbejdere fordelt på fem konsortier i forbindelse med byggeriet af den 18 kilometer lange tunnel.
Medarbejderne kommer fra over 40 lande i verden. Heraf er især Polen og Rumænien blandt de Europæiske lande repræsenteret af flest medarbejdere.
Udenlandsk arbejdskraft med tilknytning til Femern-byggeriet er indlogeret i diverse camps og hoteller, hvoraf FLC Village med over 1.344 lejligheder er den største.
Læs mere om hele byggeriet her.
Danske Byggefags indsats
Danske Byggefag er til stede på Femern Bælt Forbindelsen med to konsulenter, som har en samlende og koordinerende rolle i fælleskontoret ”Fagforeningernes Hus” i forhold til møder, tværfaglige forhandlinger, arbejdsmiljø og dialog med interne samt eksterne interessenter.
Danske Byggefags konsulenter har desuden fokus på medlemmernes behov, boligforhold og fritidsaktiviteter gennem deltagelse i faglige tiltag, arrangementer og styregrupper.
Derfor arrangerer Danske Byggefag bl.a. idrætsdage og 1. maj-arrangementer for kollegaerne på projektet.
Fagforeningernes Hus – Tæt samarbejde mellem syv fagforbund
Medlemsforbundene i Danske Byggefag samarbejder om en fælles retning jf. arbejdsforhold og arbejdsmiljø med hensyntagen til de enkelte overenskomster.
Dertil samarbejdes der ift. tværfaglige samarbejdsaftaler, lokal- og lønaftaler, sociale- og faglige arrangementer samt en samlet tilgang til de eksterne interessenter; Bygherre, konsortier, organisationer, lokalpolitikere o.a.
Vil du vide mere om Danske Byggefags indsats på Femern-byggeriet
Kontakt
Danske Byggefag i Fagforeningernes Hus – Femern
Strandholmsøvej 6
4970 Rødby
Dorthe Sejr Sartor, koordinator
Telefon +45 2845 0991
Kasper Luplau, HSE-konsulent
Telefon +45 6019 0065