“Den danske model kan være en vejviser i rappor­te­rings­junglen”

Bæredygtighedsrapportering kan gøre den danske model til en konkurrencefordel for velorganiserede virksomheder.

10. september, 2024
Debatindlæg

Bæredygtighedsrapportering er blevet et varmt emne i dansk erhvervsliv, og med god grund. Det er et nyt håndtag for lovgivere til at tvinge større gennemsigtighed og styre erhvervslivet i en mere bæredygtig retning.

Forståeligt nok, opfattes de nye krav mest af alt som en kæmpe belastning for erhvervslivet. Ikke fordi man ikke vil forholde sig til bæredygtighed, men fordi det er så omfattende, bureaukratisk og fjerner fokus fra det væsentlige – nemlig at lave et godt produkt og sikre tilfredse kunder – nå ja og så bundlinjen.

Men kravene kommer. Og et øget fokus på bæredygtighed er både rigtigt og nødvendigt. Så spørgsmålet er hvordan dansk erhvervsliv bedst, kan håndtere det. Og hvordan kan man vende en udfordring til en fordel?

Jeg vil godt vove den påstand at særligt velorganiserede danske virksomheder vil komme til at blive styrket i denne proces.

Det gælder ikke mindst for de små og mellemstore virksomheder, som ikke selv skal rapportere, men som alligevel vil skulle levere data til de store, hvis de fortsat vil være underleverandører.

Fra et lønmodtagerperspektiv er vi særligt optaget af den del af bæredygtighedsrapportingen, som handler om social bæredygtighed.

Situationen i byggeriet illustrer meget godt de nye muligheder. Fremadrettet, nå de store bygherrer og de største entreprenører skal have godkendt deres årsregnskaber, skal de forholde sig til om lønnen er tilstrækkelig, graden af social beskyttelse, processer for at afbøde negativ påvirkning af medarbejderne, arbejdsmiljø og adgangen til overenskomster og anden dialog. Ikke bare for deres egne medarbejdere, men også for deres underleverandører.

Det lyder omfattende – og det bliver der også. Heldigvis har vi i Danmark et system som gør det meget nemmere. Nemlig den danske model. Er man medlem af en arbejdsgiverorganisation, har man tegnet overenskomst og har man styr på sit samarbejdsuvalg, så kan virksomhederne nemt sætte flueben ud fra den del.

Desuden har man i tillidsrepræsentanter og deres fagforeninger, en modpart med høj troværdighed, som overfor både myndigheder, revisorer og aktionærer kan bekræfte rigtigheden af oplysningerne.

Kort sagt, så bliver det i fremtiden en økonomisk fordel at være både organiseret og bæredygtig.

 

Indlægget er også bragt i Børsen.

Om forfatteren
Søren Sand Kirk
direktør i Danske Byggefag
Søren Sand Kirk er direktør i Danske Byggefag.